og at det just er Granskeren og ikke alene Geistligheden, som modarbeider de revolutionære Bevægelser i de religiøse Anskuelser, der til alle Sider udbredte sig i hin Periode, der er Forfatterens Forbillede, – saa skulde han neppe have tilladt sig saadanne Udladelser om denne Stand, og maaske indtil videre have opsat at fremkomme med sine Tanker om denne Gjenstand».
Der kan dog vel efter dette ikke være Tvivl om, at Schweigaard allerede dengang ialfald sympatiserede med den positive kristelige Retning[1].
Den «Cosmopolita», hvis Artikel han saa bestemt havde udtalt sig imod, var ingen anden end Henrik Wergeland. I den nævnte Række Anmeldelser har Schweigaard under Behandling et af «Sifuls« Arbeider, men i den samme upersonlige, humane Tone, der ogsaa blev anerkjendt fra den anden Side[2]. Forøvrigt deltog han slet ikke i Kampen mod Wergeland, hvor afgjort han end her stod paa sin Ven Welhavens Side.
I «Vidar» optraadte Schweigaard ogsaa første Gang som Forfatter i Statsøkonomien. Den første af hans Afhandlinger om Bankvæsenet findes nemlig i «Vidar» (No. 20–21) i Form af en Anmeldelse af Jakob Aalls Hefteskrift, «Nutid og Fortid», 1ste Hefte, hvor der var offentliggjort en større «statsøkonomisk-historisk» Afhandling og heri undersøgt Spørgsmaalet om Kursen for Indløsningen af Pengesedlerne.[3] Norges Bank havde den Gang kun Ret til at indløse sine sedler til en Kurs af 125 pCt.; men Statsmagternes Plan var efterhaanden at nedsætte denne Kurs saaledes, at Sedlerne tilsidst kunde indløses med sin fulde paalydende Sølvværdi. Den Værdiforøgelse, Sedlerne herved vilde faa, maatte selvfølgelig blive til Bedste for Debitorerne. For nu snarest muligt at opnaa Fasthed i Pengevæsnet uden dog at forandre Debitorernes Stilling,
