af de høiere skoler i den Retning, som nys i Tydskland var fremholdt af Thiersch m. fl.
Dens Hovedindhold var følgende:
Undervisningen var efter hans Mening altfor meget anlagt paa at danne Videnskabsmænd og altfor overveiende lingvistisk. Sprogundervisningens store formative Betydning bør ei gjøre den til alt eller endog til det væsentligste. Først ved Understøttelse af andre Kundskaber bliver dens dannende Kraft virksom. Derfor maa Sprogstudiet indskrænkes for at give Plads for Realia. Til Gjengjæld bør man dyrke et enkelt Sprog til dets fineste Nuancer istedetfor at udbrede sig til flere. Men ved Valget mellem de gamle og nyere Sprog maa her disse have Fortrinet; det tydske kan saaledes med langt større Lethed bruges til lingvistisk Dannelsesmiddel end Latinen. Den gamle Literatur bliver man i Virkeligheden ikke fortrolig med; kun faa fortsætter siden sine Studier deri. Den klassiske Literaturs Indhold er derhos forlængst gaaet over i den nyere Literatur, og andre gamle Literaturer er nu fremdragne (Edda, Ossian, indisk Poesi). De gamle Sprog har tabt sin Betydning som almindeligt Dannelsesmiddel. Naturvidenskaberne maa indtage deres Plads. Som Retfærdiggjørelse derfor ansaa han det tilstrækkeligt at anføre et Citat af Wolfgang Menzel, hvoriblandt følgende er det vigtigste: – – – «es ist ein unermesslicher Fortschritt des mensehlichen Geschlechts, dass es von der schwindelnden Höhe des Geistes immer mehr zur Natur zurückkehrt – – – – Alle wahrhaft humane Bildung und aller physische und geistige Wohlstand des jüngsten Geschlechts ist darin begründet»[1].
Dette er nu forlængst velbekjendte Tanker, der idelig har været gjentagne i den offentlige Diskussion. Men dengang var de omtrent nye hos os. Schweigaards Artikel havde «for første Gang her i Landet gjennem en ordentlig Deduktion stræbt at vinde den dannede Almenhed for den Sætning, at Sprogstudiet optager for stor Del af vor lærde Undervisning». Den reiste først det Ordskifte om det høiere Skolevæsen, som siden ikke er ophørt, og som Schweigaard selv atter senere tog levende Del i, især i «den Constitutionelle» for 1836. I selve «Vidar» (Nr. 5–8) fandt Artiklen strax en udførlig
- ↑ Udhævet af S.
