Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/71

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Arrogance at ville sætte sig selv høiest og optræde som Norm for Andre; den erkjender villigen Andres Værd, fordi den er sig sit eget bevidst». «Hvo ønsker ikke at se en ægte national Literatur fremkaldt i vor Midte; hvo erkjender ikke, at Nationen først da kommer til en fast aandelig Bestaaen, naar den kan beskue sig i sin egen Virksomheds Produkt? Men derfor skulle vi dog ikke erkjende alt det for ægte Nationalt, som man, for at lette Afsætningen og vinde sig et Navn, har paatrykt nogle tilfældige ydre Mærker, dem man udgiver for Nationalitetens Stempel, men som i sit Indhold ofte hverken tilhøre det norske eller nogetsomhelst Folk. Den, som ad Fortjenestens Vei vil bidrage til at oplive en vordende Literatur, undser sig ikke ved at betragte dens nærværende Tilstand, som den virkeligen er og nødvendigen maa være; kun Charlatanen søger ved Tvang og Forblindelse at indbilde sig selv og Almenheden, at vi allerede have, hvad vi søge». «Man skulde mindre pukke paa Norskheden, men mere i Gjerningen bidrage til dens Forædling; man skulde erkjende, at ogsaa den nationale selvfølelse kan fremtræde i en saadan Skikkelse, at den bliver ligesaa uelskværdig som en overdreven selvfølelse hos det enkelte Individ«.

Man ser i dette Uddrag af Schweigaards Artikel lignende Tanker som dem, der siden fik sin poetiske Form gjennem Welhavens «Norges Dæmring». Det var en varm Fædrelandskjærlighed, som her tog til Orde, men en, der havde aabent Blik for de mange Brøst, der ærlig vilde arbeide til deres Udbedring som til deres Blottelse og derfor forargedes over den nationale Retning, som fortabte sig i Glæden over det engang vundne, i Stolthed over Norges Herlighed og Odelsbondens Ypperlighed, – som vilde «være sig selv nok«.

Det er af den ovenfor uddragne Artikel klart, at Schweigaard i det hele taget maatte være en ivrig Fremskridtsmand. Som saadan optraadte han da ogsaa i «Vidar».

Særlig viser dette sig i den bekjendte Afhandling, hvormed han indledede sig og «Vidar» hos Almenheden, «om Nødvendigheden af at indskrænke Sprogstudiets Omfang i den lærde Undervisning» («Vidar» Nr. 1 og 2.) – Han tager her Ordet for en gjennemgribende Reform