var han trods det meget forstyrrende Arbeide færdig til at tage Embedsexamen med Udmærkelse.
Og man maa nu ikke tro, at Schweigaards Læsning i Studenterdagene kun gjaldt det for Embedsexamen nødvendige Stof. Ligesom han havde bredt sig ud paa næsten alle Lovkyndighedens omraader og tildels streifet ind paa fremmed Ret – f. Ex. i Kriminalretten, – læste han ogsaa adskilligt af almindelig Filosofi (f. Ex. af Kant og Fichte) og fik desuden Tid til en Mængde lettere, især skjønliterær Læsning, ja, han anvendte maaske ikke stort færre Timer daglig til denne ikke-juridiske Læsning end til Examensstudiet. Naar Schweigaard trods alt dette i saa forbausende Hast kunde tage en saadan Examen, skyldes dette dog ikke blot hans overordentlige Begavelse og Arbeidskraft, men ogsaa hans sjeldne Modenhed. Det er en Kjendsgjerning, at netop det juridiske Studium kan tilendebringes saa meget hurtigere af de mere udviklede unge Mænd.
Det er klart, at der under dette Arbeidsliv ikke blev synderlig Tid tilovers for anden Sysselsættelse end den boglige. Sine lange daglige Spadserture forsømte han dog ikke, ligesom han stundom drev gymnastiske Øvelser og anden legemlig Idræt; han var ogsaa nu som altid ved usvækket Helbred. Han var undertiden i større Selskaber, især Vinteren 1830–31; i Theatret var han sjelden. Høsten 1830 var han ofte Tilhører ved Storthingets Forhandlinger.
I det større Studenterliv deltog Schweigaard ikke. Han var før sin Embedsexamen slet ikke Medlem af Samfundet og var heller ikke med i større Gilder, der i hin Tid sjelden gik af uden Svir, som han fra Ungdommen af hadede. Derimod førte Schweigaard i en mindre Kreds et rigt Venneliv. Han omgikkes fortrinsvis P. A. Munch, Christian Langberg og Joh. Welhaven. Den
