sine Fortrin i Evner og Kundskaber som i Charakter[1], og han satte derefter sit Maal for Livet. Paa den anden Side talte han altid meget nødig om sin egen Person og sine Planer[2]. Men heldigvis har han netop paa dette Tidspunkt gjort en Undtagelse, idet han skrev udførligere om disse Planer til sin tydske Lærer i det oftere omtalte latinske Brev af 29de Marts 1828. Han stadfæster heri Ørns Dom om ham, at han brændte af Iver efter at udmærke sig og foragtede Middelmaadigheden. Han har klarligen sat Folkenes mest fremragende Aander som sine Forbilleder, og om han end mistvivler om at naa dem, fordi han stadig fik mere Øie for sine Mangler, stræber han dog efter at gjøre sig duelig til hvilketsomhelst Hverv. Men han bliver ikke staaende herved; han har allerede udseet den Bane, hvorpaa han vil udmærke sig. Efter adskillige Tvivl har han valgt sit Embedsstudium, Lovkyndigheden. Man faar af hans Grunde herfor et Indtryk af, at Storthingshvervet allerede har dæmret for det unge Blik. Men hvad han er sig klart og sikkert bevidst, er, at han vil stræbe efter at blive Videnskabsmand og Lærer i sit Fag. Han havde betraadt den studerende Vei, «ikke bevæget af Haab om ydre Fordel, men ene og alene fordi han havde følt sig gjennemstrømmet af Kjærlighed til og Beundring for Videnskaberne selv». Og paa denne Vei var det, han vilde «fortsætte med Mod og Begeistring»[3], fuldt forvisset om, at han derved vilde «opnaa Sjælsro og varig Lykke».
Og paa denne Vei følger vi ham nu videre under nye Omgivelser.
