Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/54

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

given Leilighed at optræde ligeoverfor hende med kraftigt Alvor, men tillige med fuld barnlig Ærbødighed. Brevet til Bedstemoderen af 9de Mai 1828 er overhovedet en af Samlingens bedste Perler. Det viser paa en Gang hans hele sædelige og intellektuelle Styrke; han samler i en mærkelig Fremstilling Logikens, Følelsens, Moralens, ja Religionens Vaaben for at overvinde den gamle. Og hvor nær den omhandlede Sag end ligger ham paa Hjerte, ser han den med fuldstændig Klarhed, med koldt Blod, og optræder med en saadan sikkerhed og en saa rolig Overbevisning som om han skulde være en udenforstaaende, i Livets Skole prøvet Raadgiver. Det er under den flersidige Behandling af dette Retsspørgsmaal den i Sandhed, ved Hjerte som Aand, store Jurist, man her ser i sin Vorden.

Overhovedet er det noget, som maa slaa enhver, der stod Schweigaard nær i senere Aar, – hvor nøie man gjenkjender ham allerede i disse Breve fra Skoledagene. Hans Evner, hans Charakters Egenskaber har allerede da udfoldet sig og siden i det væsentlige kun været Gjenstand for en stadig jevn Udvikling. Den skjønne Harmoni, der i hans ældre Dage glædede Iagttageren, var da allerede i rigt Maal tilstede.

Det er let at forstaa, at den lille Kreds, der kjendte Anton Martin Schweigaard fra Skolen, maatte knytte de største Forhaabninger til den sjeldne Yngling, der nu forlod den for at drage ud i større Forhold. Men han selv nærede ogsaa stolte Forhaabninger om sin Fremtid. Schweigaard var vistnok allerede fra Ungdommen i mærkelig Grad fri for al Forfængelighed[1], – han var ogsaa i sin ydre Fremtræden meget beskeden, ja tilbageholden. Men han var tidlig meget selvbevidst; han kjendte godt

  1. Se som Exempel Brevet til Koeppen af 8de Januar 1834, hvor han aldeles ikke nævner sine Charakterer ved den lille Oversigt over sit Universitetsliv.