Lærere og enkelte andre. Her havde han da nogen selskabelig Underholdning, idet han af sine Lærere blev behandlet fuldtud som jevnbyrdig. Han blandede sig dog lidet i Samtalen. «Hans elskelige Beskedenhed», skriver Neumann, «tillod ham næsten udelukkende at følge med i Tankerne og røbe sin Mening om Gehalten af Materien med en Mine i hans forstandige Aasyn. Jeg synes endnu at se ham, hvorledes han efter Maaltidet springer op fra Stolen ved Bordet og som en Vind forsvinder i Trappen til sit lille Kammer. Denne Bordsætning maa jeg ellers rose i en Henseende – man kritiserede aldrig over den Mad, som bares frem, endskjønt den oftere kunde friste dertil. Jeg talte engang med Schweigaard om den Tarvelighed og Sømmelighed, som saaledes aabenbarede sig ved disse Maaltider, og bemærkede derunder, at Traktementet formodentligen var ham af ringere Vigtighed; men han faldt ind med Livlighed og sagde: paa ingen Maade, Folk skal spise godt for at være aandelig som legemlig rustede i Livets Kamp».
Af anden selskabelig Underholdning havde Schweigaard lidet. I de senere Aar vilde vistnok ethvert større borgerligt Hus i Skien have staaet aabent for ham, om han havde ønsket det. Men han trak sig saavidt muligt tilbage fra Indbydelsen det synes ogsaa, som om han just ikke har sat Skiens Indvaanere eller dens Omgang synderlig høit[1]. Apotheker Mülertz’s Hus var næsten det eneste, hvor han oftere kom; men her var han ogsaa i Regelen hver søndags Aften. Ellers var han kun en sjelden Gang paa Bal eller i store Selskaber. «I disse Selskaber», skriver Neumann, «bevarede han sin Grundcharakter, idet han holdt sig tilbage, var stille og mere hørende end talende. Dette kunde dog afbrydes, naar Samtalen og de fremsatte Meninger spadserede Logiken forbi i en Distance, som den unge Logiker ikke kunde
- ↑ Jfr. Brev af 3die Paaskedag 1827.
