den dog i Virkeligheden den øverste Klasse. Da den var toaarig, skulde hans og Kammeraters Skolegang egentlig være afsluttet Sommeren 1827, og der er ingen Tvivl om, at han allerede da var fuldt moden for Universitetet. Ørn, som satte en Ære i, at Skolen ved sin første Dimission ret skulde glimre, overtalte imidlertid de fleste af sine Primanere til at blive endnu et Aar. Saaledes forblev Schweigaard paa Skolen lige til Sommeren 1828.
Hvilken Fremgang Schweigaard gjorde under sin Skolegang i Skien, er bekjendt nok af hans sjeldne Studenterexamen. Hvad hans hele Aandsudvikling angaar, faar man vel det mest levende Indblik i denne Fremgang ved at følge hans Breve gjennem disse Aar – fra de lidt snusfornuftige Betragtninger og den fornøielige Klippepatriotisme i 17-Aars-Alderen til den modne unge Mands i intellektuel og moralsk Henseende lige beundringsværdige Indlæg i en delikat Familiesag og hans selvbevidste Redegjørelse for Fortid og Fremtid ligeoverfor sin fordums tydske Lærer[1].
Dette sidste mærkelige Brev giver ogsaa Schweigaards egen Forklaring om, hvad der i Skolen især har været Gjenstand for hans Arbeide og Interesse.
Det var fortrinsvis de gamle klassiske Sprog og da fornemmelig Græsk; medens han i senere Dage satte Latinen øverst, gjorde han i Ungdommen ubetinget mest af Græsken. Allerede paa Skolen havde han oftere læst hele Homer igjennem, og han havde stedse herunder den samme «ædle Nydelse», idet han stadig «henreves ved den udødelige Digters Genius». Ogsaa i Latin læste han af Forfattere meget mere end nødvendigt. Dette var forøvrigt tillige Tilfældet med flere af hans Kammerater, idet Ørn havde formaaet sit første Kuld af Dimittender til at lægge op langt mere af latinske og
- ↑ Se Breve af 10de Marts og 6te Juli 1825 samt 21de Novbr. 1826. Jfr. og 29de Marts og 9de Mai 1828.
