græske Forfattere end det reglementsmæssige Maal[1]. Schweigaard læste imidlertid ogsaa moderne Latinister, for at vinde større Herredømme i Sproget, ligesom han øvede sig overordentlig i Stileskrivning, hvad han engang for en Kamerat forklarede derved, at han forberedte sig til «at skrive paa Latin mod Latinen». Dette blev der jo ikke noget af; men det er bekjendt nok, at han siden som Kandidat optraadte i Pressen mod de klassiske Sprog i Undervisningen, og dette Standpunkt har han medbragt fra Skolen. Man kan forundre sig herover, naar man af hans egen Skildring kjender det Arbeide, han lagde paa disse Sprog, og især hans varme Kjærlighed for Græsken. Men med hans udprægede praktiske Retning er det ikke usandsynligt, at han allerede dengang som senere har fundet, de klassiske Sprog tog altfor megen Tid, og at dette særlig var hans egen Erfaring efter alt det Arbeide, de havde kostet ham og hans Meddisciple. Det tør forøvrigt ogsaa være, at Ytringer af Ørn kan have kastet ud spirer i den unge Sjæl, der har taget en langt stærkere Væxt, end Læreren havde ment[2].
Næst Græsken var det Matematiken, Schweigaard efter sin egen Forklaring havde dyrket med størst Kjærlighed og Held. Matematiken satte han desto mere Pris paa, fordi den tjente ham som en Forberedelse til Studiet af Filosofiens Begyndelsesgrunde. Disse havde han søgt at tilegne sig paa egen Haand i det sidste Aar, da han i Regelen kun var et Par Timer paa Skolen og derfor havde den væsentlige Del af Tiden til Selvstudium. At han ikke var fremmed for filosofisk Tænkning, derom vidner ogsaa hans Breve fra den sidste Skoletid. De har tildels Præget af Afhandlinger, og saadanne drev han ogsaa ellers meget paa at udarbeide,
