selv maatte ty til Lexikon og Grammatik. De blev dog snart overvundne, idet Schweigaard overraskende let havde vundet tilstrækkeligt Herredømme over Sproget. Da Hovedøiemedet saa hurtig var opnaaet, blev Koeppen heldigvis ikke staaende ved det Lavmaal, der var sat ved Guttens oversendelse til ham. Dertil var dennes Læselyst og Begavelse altfor iøinefaldende for den nidkjære Lærer. Han skriver i det fornævnte Brev:
«Allerede som Gut var Anton Schweigaard benaadet med iøinefaldende Evner. Han var en aandelig overordentlig rigt begavet Natur, et fremragende Hoved. Allerede i Gutten speilede sig saa slaaende og saa sælsomt det medfødte Geni, næsten et Universalgeni. Af Naturen udrustet med en ganske usædvanlig Videbegjærlighed og en overordentlig Modtagelighed opfattede han ubegribelig hurtigt og overraskende alt. Han hengav sig til Lærestoffet med sjeldent Alvor og utrættet Udholdenhed. Med et skarpt Blik, med Omsigt og Dygtighed benyttede han enhver Omstændighed, hvor han kunde udvide sin Videns Omraade og tilfredsstille sine aandelige Behov. Han læste planmæssig, Jeg behøvede kun at give ham et Vink, saa var han paa ret Spor og staalsatte sig til den ufortrødne og utrættelige Virksomhed, som udfyldte hans herværende Liv. – Jeg maatte næsten med Tvang drive ham til et Besøg i Dornum (en tydsk Mil fra Westerholt); i den Grad var han gjerrig med Tiden. Han var meget velseet der, og min Svoger Schurmann drev al Slags spøg med ham. Naar han tilsidst ikke kunde slippe for at reise med os derhen, forsynede han paa Forhaand sine Lommer med Bøger og sneg sig afsides snart efter Ankomsten. – I det tydske Sprog havde han snart, jeg ved slet ikke hvorledes, faaet sikkert Fodfæste. Gammelt Ostfrieslandsk (Patois) talte han aldrig, men forstod det. Rent Tydsk blev selv i fornemme ostfriesiske cirkler dengang kun talt nu og
