Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/34

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

da. – A. S. gik derefter i Fart over til Fransk og drev Studiet heraf tilsyneladende kun leilighedsvis; men det sad dog snart saa fast, at vi paa Spadserture og i ledige stunder alene bevægede os i dette Sprog. – Fra Tydsk og Fransk gik han i sin brændende Kundskabstørst over til Latin.[1] Dette Sprog var ham Hovedsagen – thi at komme til at studere var hans Maal – og det gav saavel ham som mig virkeligt Arbeide og voldte os de fleste Vanskeligheder. Ofte sad han fast og vidste hverken ud eller ind; han kom da gjerne ned til mig for ikke at tabe Tid ved lang Grublen. Han var ogsaa saa fiffig at benytte min Nærværelse udvendig paa Huset. Langs hele Præstegaardens Gavl slyngede der sig nemlig en Vinranke, som jeg selv syslede med paa en lang Stige, ved hvis Hjælp jeg ogsaa let kunde komme ind gjennem Vinduerne i mit Studerværelse. Havde han nu noget at spørge mig om, aabnede han Vinduet, samtalede med mig og trak sig derefter igjen bag Kulisserne. Dette skaffede mig selv megen Fornøielse, fordi jeg saaledes kunde slaa to Fluer med et Smæk. – Han gik ikke videre, før han rigtig havde faaet Lys i Sagen, og Mørket var forjaget. Saaledes kunde det ikke feile, at han i kort Tid erhvervede sig forbausende Kundskaber og gjorde Kjæmpefremskridt.

«Han var altid først i Huset ude af Sengen og saa stille, at vi, som sov nedenunder, aldeles ikke kunde mærke, naar han deroppe satte sig i Bevægelse. Den hele Dag til langt paa Nat hang han over Bøgerne. – – – – Han støvede omkring i mit bindstærke Bibliothek og rykkede de Bøger, som han ved Leilighed vilde benytte, noget ud. Han var næsten intet Øieblik ledig og glemte ofte at vedligeholde Ilden i Ovnen.

  1. Koeppen nævner ei Græsk; men ialfald Begyndelsesgrundene til dette Sprog maa Schweigaard ogsaa have lært hos ham.