jektiv og objektiv. Erfaringen synes de at have tilintetgjort som Erkjendelseskilde, og saaledes har de reddet Systemets Enhed. Men dette er kun tilsyneladende, fordi de ei kan opretholde den. En Dobbelthed i Erkjendelseskilden gaar i Virkeligheden gjennem hele den tydske Filosofi, og, uagtet den ei vil vedkjende sig det, denne ødelæggende Dualisme har trængt ind i den øvrige videnskabelige Literatur. Forgjæves har de søgt at forsone det uforsonlige, i Spekulationen og Erfaringen. Den tydske Filosofi fremtræder alligevel med Fordring paa at være l’organe de dieu par excellence.
Men hvis Tydskerne virkelig er begavede med et saadant høiere Lys, burde de bevise det ved at kaste Lys over store Spørgsmaal. Men herpaa strander den tydske Filosofi; den har her vist sin Afmagt.
Forf. gjennemgaar her udførligere fra sit Standpunkt Kants, Fichtes, Schellings og Hegels Principer.
I Tydskland er Filosofien saa fjern fra Livet, at man ei har kunnet se Resultaterne i dette. Af disse tomme Principer kan hvilkesomhelst, indbyrdes aldeles modsatte Resultater teoretisk udledes. I de moralske Videnskaber er intet mere indbyrdes mod.– stridende og ufrugtbart end alt, hvad der er udkommet i Tydskland af systematiske Bøger over Moral og Ret, naar undtages Schleiermachers Kritik der Sittenlehre og Hugos Philosophie des positiven Rechts. Som Exempel paa, at den tydske Filosofi er skikket til at retfærdiggjøre hvadsomhelst – idet den maskerer det, som den vil gjøre gjældende, under sine stereotyperede Udtryks Kappe – nævner Forf. Hegels Skildring af en Datter, der træder ind i Ægteskab.
Men hvor urokkelig end de tydske Filosofers Tro paa sin Ufeilbarhed er, vakler dog altid det, der ikke har reel Grundvold. Derfor ender størstedelen af dem med at kaste sig i Armene paa den religiøse Mysticisme.
For den store Mængde filosofisk dannede er den tydske Filosofi et absolut Mysterium. Den er aldeles upopulær, uforstaaelig, og dens Skjæbne er den samme som alle Doktriners, der kun støtter sig paa Autoritet og ikke paa Overbevisning. Den tydske Filosofi er allerede faldt i Ruiner af Mangel paa indre Kraft, – paa nogen Repræsentant, der kan opretholde den ved Autoritet. Tydskerne er selv trætte af saa mange unyttige Anstrængelser. Det er nu den fuldkomneste Modsætning til Aarhundredets Begyndelse. De sociale Videnskaber har fuldkommen emanciperet sig. Juristerne er enstemmige mod denne Filosofies Fordringer. Hegels Forsøg har her været uden Resultat. „Naturret“ eller „Retsfilosofi“
