ligen intet at kunne udledes hverken for eller imod den almindelige Sætning af hint Lovsted.
Hidtil er det forudsat som givet, at man erkjendte Lovgiverens Hensigt med at fastsætte noget for et enkelt Tilfælde; spørges der nu, hvorledes man kommer til denne Erkjendelse eller med andre Ord, hvad Vished man har ved en saadan enkelt Bestemmelse for, at man er berettiget til at uddrage en fra den der bestemte afvigende Regel, eller hvorledes man skal skjelne mellem de Tilfælde, hvor en ligefrem udvidende, hvor en indirekte udvidende eller ingen udvidende Fortolkning skal finde Sted, saa kan der i Almindelighed ikke svares andet, end at man ved Fortolkningsoperationen maa anvende alle de Midler og Erkjendelseskilder, hvoraf Lovgivernes Villie og Hensigt kan bringes til Kundskab; og da denne Undersøgelse ofte leder til tvetydige Resultater, saa maa nødvendigvis just denne Fortolkningsart være udsat for mange Misligheder; thi det beror aldeles ikke paa, hvad man anser for en i Lovgivningen herskende Grundsætning, og hvad der derimod maa ansees som en Undtagelse derfra. Især er det meget usikkert at slutte ad den indirekte Vei for specielle eller partikulære Love, eller, hvis den Form, Lovgivningen har givet sit Udtryk, kan forklares af andre Grunde. Naar saaledes Reskr. 14de August 1776 og 11te Februar 1786 byder, at Rettens Betjent skal deltage i Skjønsforretningens Indhold, er det ligesaa betænkeligt at slutte, at dette kun er Anvendelse af en almindelig i Lovgivningen herskende Grundsætning, som det er uden synderlig Vægt deri indirekte at finde et positivt Bevis for, at en modsat almindelig Regel er den herskende. De meget vigtige Resultater, som man indirekte uddrager af § 12 i Udkastanordn. 7de Februar 1794 og 12te September 1806 § 2 med Hensyn til Kontrakters Misligholdelse og den sildigere Panthavers Ret til at rykke op i en høiere Prioritet, er vistnok ikke lidet usikre; thi Bestemmelserne kan forklares af en anden Grund end den Forudsætning, hvorfra man argumenterer.
Som et af de vigtigste Hjælpemidler til at skjelne mellem den direkte og indirekte Udvidelse er især Udtrykkets Form og den enkelte Bestemmelses Forbindelse, men ogsaa Lovgivningens øvrige Grundsætninger, Begreber om det rette i Almindelighed, Betragtninger over Gjenstandene Natur o. s. v., man tager i Overveielse for at bestemme, om et Lovsted er Gjenstand for den her omhandlede Fortolkning. Som Exempler paa Anvendelse af denne Fortolkningsart kan anføres: 6. 13. 18 og Frd. 3die Juni 1803 § 64 til Bestyrkelse paa, at Forsøget ikke straffes som fuldendt Forbrydelse, Frd. 13de September 1737 med Hensyn til at
