Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/295

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

den anden Side finde det tjenligt at bestemme visse retlige Følger for et enkelt af de Underbegreber, der henhører under Fællesbegrebets Omfang, just paa Grund af dets (hints) eiendommelige Særkjende i Modsætning til de øvrige dermed sideordnede Begreber. Deri ligger nu ligefrem, at Lovgiveren ved at fastsætte en Bestemmelse for et saadant Tilfælde vil have alle de øvrige udelukkede fra at ibehandles efter samme Regel, og da nu denne enkelte Bestemmelse kan indeholde Kundskabskilder til Lovgiverens saaledes implicite tilkjendegivne Villie, fremkommer derved Begrebet om den indirekt-udvidende eller antithetiske Fortolkning, der, som al udvidende Fortolkning, ikke henhører til Interpretation i streng Forstand, men til den Operation, hvorved Lovanvenderen i Lovgivningens egen Aand og Konsekventse supplerer manglende positive Bestemmelser.

Deraf indsees, at, hvor en bestemt udtrykt Regel i Lovgivningen allerede er given eller er ligefrem og utvivlsomt indlysende af Forholdets Beskaffenhed, det neppe er rigtigt at kalde det udvidende Fortolkning, fordi man ogsaa indirekte af en enkelt Bestemmelse kan komme til samme Resultat; f. Ex. naar Ørsted siger, at man af 1. 13. 17 viser, at kun de der nævnte Personer paa Grund af Familieforhold er befriede for Vidnepligten; thi denne Regel ligger allerede i 1. 13. 7. Ligesaa urigtigt vilde det være at paastaa, at det er ved en indirekte Fortolkning af § 1 i Lov for Havnevæsenet 1827, man kommer til det Resultat, at ingen Havnekommissioner skal være paa Landet.

Ligeledes flyder af det foregaaende, at den Sætning, der ved den antithetiske Fortolkning udledes, stedse er negativ, nemlig den rene eller kontradiktoriske Modsætning af den Bestemmelse, der indeholdes i det Lovsted, hvorfra man gaar ud. Det er derfor klart, at denne Fortolkning ikke kan lede til noget afgjørende, undtagen naar det er givet, at kun en af tvende bestemte retlige Følger med den andens Udelukkelse kan tænkes anvendt; thi naar da Lovgiveren indirekte forkaster den ene af de Regler, hvorom der kunde blive Spørgsmaal, kommer den anden eo ipso til Anvendelse; er derimod ikke begge Tilfælde i Alternativet noget bestemt, faar man heller ingen Regel til Efterfølgelse, naar man ved Fortolkningen henvises til det rent negative og ubestemte.

Efter det anførte er vistnok det Bevis, som Ørsted udleder af 6. 4. 14. for den Sætning, at Ikke-Angivelse af Forbrydelser efter vore Love i Almindelighed er strafløs, neppe utvivlsomt; thi da Modsætningen af de for Undladelse af Angivelse i ovenanførte Lovsted fastsatte straffe indeholder saavel fuldkommen Strafløshed som en større og en mindre Straf end de der nævnte, saa synes der egent-