fuld af Vand til Bukholmen, hvor den blev trukken op paa Land og skulde saa videre op paa Kollen for at tørres; men den var os for tung og maatte derfor først overhugges.» Anton Schweigaard fik imidlertid nu Betænkeligheder, idet «han mente, at den endnu var saa vidt god, at den kunde sættes i Stand, og Eiermanden kunde komme og gjøre Fordring paa den». Denne tidlig udviklede Retsfølelse deltes dog ikke af Kammeraterne, «der fandt, at efter al den Møie, de havde havt med den, maatte den nu tilhøre dem, hvorfor en af dem tog Øxen og hug den over, og dermed var Processen til Ende.»
Vaaren 1821 var Anton Schweigaard 13 Aar gammel, og det gik nu ikke længer an at lade ham gaa ledig. Man maatte for Alvor tænke paa Valget af hans kommende Levevei. Handel og skibsfart laa nærmest for en uformuende Kragerøgut, og man valgte den sidste. Det var da en Selvfølge, at han blev sat ombord paa Familiens eget Skib, Briggen «Den gode Hensigt», der nu eiedes halvt af Mormoderen, halvt af Morbroderen og førtes af Skipper Tharaldsen fra Oxøfjorden. «Hensigten», som den gjerne kaldtes, var allerede da en gammel, styg skude paa ca. 80 C-L.; som saa mange lignende paa den Tid var den, undtagen agter, uden Skandseklædning, kun forsynet med en Ræk rundt Dækket, men forøvrigt godt bygget. Med dette Fartøi gjorde da Anton Schweigaard 5 Reiser i 1821 og Vaaren efter 2 Reiser, fra Drammen til Amsterdam med Bjelker. Han gjorde Tjeneste som Kahytsgut, men havde sit Soverum i Kahytten, ligesom han indtog sine Maaltider sammen med Kapteinen og Styrmanden. Hin førnævnte gamle Kammerat, der samtidig for som Kahytsdreng med en Galeas «Aurora», husker ham endnu fra hans Sømandsdage: «En Søndag Formiddag, da Galeasen laa til Ankers ved en Fjeldvæg i Øxøfjorden, – det var meget koldt, saa Vandet frøs paa Dækket – var jeg forud for at vaske mig og var uagtet
