Kulden blottet til midtlivs; da kom «Den gode Hensigt» glidende for en sagte Vestenvind ned gjennem Sundet forbi «Aurora». Anton kom da springende agter paa «Den gode Hensigt» og hilste mig i mit Antræk, og jeg hilste ham igjen i hans Antræk, som bestod af en islandsk Nattrøie og Benklæder, med Sælerne udenpaa Trøien, uden Hovedbedækning og dertil temmelig – svart».
Skipperen var særdeles tilfreds med sin Kahytsgut, og det samme var Tilfældet med Mandskabet, der længe havde faret med det samme Skib for Bedstemoderen og altsaa naturligvis kjendte Gutten godt fra Barnsben. Derimod var Anton Schweigaard selv alt andet end tilfreds med Søen. Det er vel bekjendt, at han i sine ældre Dage nærede en levende Interesse for vore Sømænd og vor Skibsfart, og det har almindelig været troet, at denne Interesse havde udviklet sig af hans eget Kjendskab til Sølivet. Dette kan imidlertid ikke være rigtigt. Han fortæller nemlig i et af sine Breve fra Skolen, at han fik saadan Afsky for Søen, at han endnu gruede, naar han tænkte tilbage paa hine Tider.
Det er nu vel sandsynligst, at ikke blot Uvillie mod Sølivet, men ogsaa en vaagnende Lærelyst har fremkaldt det levende Ønske om en anden Livsstilling hos Gutten. Ønsket blev da ogsaa heldigvis opfyldt. Anton Schweigaard bestemtes nu for den anden Levevei, som der efter Omstændighederne naturligen kunde være Tale om, – for Handelen. Men som vordende Handelsmand maatte han lære mere end de tarvelige Kundskaber, der endnu sad tilbage fra Borgerskolen, ialfald Tydsk eller Hollandsk. Allerede den ældre Slægt af Kragerøs Kjøbmænd havde søgt sproglig Uddannelse i fremmede Lande; saaledes havde Morbroderen været i Tøndern og Faderen i det hannoveranske Ostfriesland. Med dette sidste Sted stod Morbroderen i stadig Forbindelse gjennem sin Smakkehandel, for hvis Skyld hans Fuldmægtig foretog aarlige Reiser, fornemmelig til Byen
