Hopp til innhold

Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/279

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

nem hans hele exemplariske Forhold. Dog mindes jeg en Leilighed, hvor jeg tror at have seet det umiddelbart i Øieblikket. Vi havde i den tydske Time at oversætte af Læsebogen Schillers „Der Kampf mit dem Drachen“. Vi fandt os Alle tiltalte af det smukke Digt, dog ikke anderledes, end at vi, da Timen var endt, lagde Bogen sammen og vare dermed færdige. Schweigaard vedblev derimod at læse alvorlig om igjen og om igjen, og da vi spøgende talte til ham om, hvad det var, ændsede han os ikke, men skuede ufravendt hen imod Noget, der helt optog og fængslede ham, og udtalte tilsidst sin Beundring for det, han havde læst. Digtet omhandler Selvraadigheden og indskjærper den Unge paa Schillers tiltalende Maade ydmyg Ærbødighed for sine Pligter. Grunddraget i Schweigaards Karakter var netop samvittighedsfuld Pligtopfyldelse. Det har tydelig nok præget sig i hans hele Liv. Jeg anede det kun dengang. Men jeg har aldrig siden seet hint Digt, uden at tænke paa Schweigaard.

I nær Forbindelse hermed staar den Kjærlighed og Beundring, hvormed han omfattede ogsaa flere af Schillers øvrige Ballader, navnlig dem, der gaa ud paa at forherlige det rene, gudhengivne, i Liv og Død trofaste Sind, hvem høiere usynlige Magter skjærme og hævne, („Der Gang nach dem Eisenhammer“, „Die Traniche des Ibykus“, „Die Burgschaft“), og fremstille Modsætningen, den tilfældige ydre Lykke, som skuffende Blændværk („Der Ring des Polykrates“). Baade paa Skolen og senere satte Schweigaard disse Digte ubetinget over Alt, hvad Schiller ellers har skrevet, og jeg mindes i Særdeleshed, at han engang med megen Bestemthed ytrede, at Schillers Ballader staa paa Høiden af det Bedste af, hvad Poesien i nogen Tidsalder har frembragt. –

Efter 2 Aars Adskillelse samledes jeg atter med Schweigaard i Christiania i 1828, da han blev Student. Vor Omgang fra Skolen fortsattes der i nogle Aar. Hans Kundskaber gjorde rivende Fremskridt, og det varede ikke længe, førend han i visse Retninger, navnlig hvad der vedkom den almindelige Kultur og Næringsveiene, saasom Bankvæsen, Skibsfart, Handel, Beskatning, Statsøkonomi og det rent Juridiske, viste sig hjemme deri, man kunde