berøre, hvad man vilde, og han gjengav det, bearbeidet gjennem hans egen Tænkning.
Det Sentimentale og Halvklare var hans Natur imod. Dette viste sig gjennemgaaende. Han var imod den Philosophi, der søger at forklare, hvad der fra menneskeligt Standpunkt ikke lader sig begribe eller forklare, og derfor kun gjengiver Gaaderne uløste, tildækkede med Ord. Ligesaa paa andre Felter. Ingen kunde elske sit Folks Fremgang mer end han; men Gjenveiene, som den Utaalmodige og Kortsynede foretrækker, frygtede han.
Det var ham en Trang stedse at gjøre Noget til Hygge for dem, der kom til ham. Jeg mindes, da han logerede i Øvre Voldgade, at han engang fra Kragerø havde faaet sig tilsendt en Kasse Æbler, som han trakterede med, saalænge der var Noget igjen. Ved andre Leiligheder, naar tilfældigvis flere gamle Skolebekjendte samledes hos ham, sendte han efter Rosiner og Mandler og en Flaske Vin, for at gjøre dem tilgode, uden at jeg tror han selv nød synderligt deraf. Men han var munter, havde et venligt Ord til Enhver og sad ofte med et Stykke Træ fra Vedkassen, som han snittede paa og gav en eller anden Form.
Skjønt i nogen Tvivl, tror jeg ikke at burde tilbageholde en Samtale, jeg havde med ham paa en af vore Spadserture, da han endnu var Student. Den angaar nemlig et Punkt, som ikke ret Mange af de Nulevende kunne give Besked om, og som dog er af Betydning ved Opfattelsen af hans Personlighed. Vor Samtale kom ind paa, hvad der gjerne anføres imod enhver positiv Aabenbaring, nemlig at Verden øiensynlig er indrettet saaledes, at Sandheden mer og mer trænger igjennem, og at derfor Sandsynligheden var for, at ogsaa de høieste Sandheder, Erkjendelsen af Guds Kjerlighed og Naade vilde fundet Indgang alene gjennem den fra først af indførte Verdensordning, uden senere extraordinære Foranstaltninger. Vi skulde netop skilles, og der var saaledes ikke Tid til mange Bemærkninger. Han gjorde derfor med Styrke kan en kort Modbemærkning, saavidt jeg erindrer, omtrent følgende: „Jeg siger kun, at i stor Ulykke saavelsom i Fristelsens øieblik har Troen paa det Aabenbarede en ganske anden Magt over Villien, end hvad den Enkelte kan hente hos sig selv; Mangt og
