Agtelse og Hengivenhed, god nok til at tage os med sig i det Frie. Turen gik gjerne over Klosterfosbroen til en Skov ikke saa langt derfra. Navnlig erindrer jeg en lang Tur til en fjerntliggende Fos, hvor Schweigaard, Mülertz (beslægtet med Rektor) og jeg vare Rektorens Gjæster paa en Bondegaard i Nærheden. (Om Munch og Otto Løvenskiold kunde der ved deslige Leiligheder ikke være Tale, da de boede paa Landet, i længere Afstand fra Byen). Schweigaard udvexlede underveis Tanker med Rektor som med os paa den ham eiendommelige Maade, og efter Anledning tilbød Rektor at laane ham Bøger udenfor, hvad der nærmest vedkom Skolen.
Schweigaard havde nemlig, som det syntes, altid god Tid. Naar man kom til ham, var han altid færdig til at gaa med. Jeg mindes aldrig at have hørt i hans Mund den Undskyldning: „Jeg har ikke Tid.“ Han læste nemlig baade hurtigt og vedholdende, og da han havde udmærkede Øine, kunde han holde ud om Aftenen, til han var færdig. Han havde en Evne til i utrolig kort Tid at lade Øinene følge Linierne i en let Bog, uden at gaa Glip af Indholdet. Denne Evne havde ogsaa Munch. Jeg erindrer, at de paa Skolen engang for Spøg tog en Fortælling for at se, hvem der var hurtigst, idet de samtidigt læste sagte hver for sig. Paa en Side, tror jeg, vandt den Ene, paa den næste den Anden.
Det er let at forstaa, at Schweigaard paa denne Maade fik en udbredt Læsning og derved, i Forbindelse med sin Evne til at fordøie, ordne og beholde det Læste, efter sin Ankomst til Universitetet tidlig blev en moden Mand. Baade paa Skolen og senere hørte jeg ham udtale sig om, hvorledes han bar sig ad med sin Lekture. „Der er saamange Bøger, sagde han, at det er umuligt at læse dem alle, det gjælder at finde de bedste. Jeg blader gjerne hist og her, for at se, om Bogen anstaar mig, og begynder sjelden forfra, men hellere i Slutningen, og jeg kommer derved hurtigst ind paa de Spørgsmaal, som Bogen egentlig vil løse. Interessen sættes derved lettest i Aande, og mange Bøger slipper jeg strax.“
Det sædelige Alvor, der besjelede Schweigaard, gav sig selvfølgelig ogsaa tilkjende paa Skolen, dog mindre direkte end gjen-
