bekjendte Teori. I et Selskab, hvor den Schweigaardske Familie var tilstede, undersøgte han Børnenes Hjerneskaller; «da Raden kom til Anton, blev han meget forbauset, og efter en lang og nøiagtig Undersøgelse sagde han til Faderen, at denne Gut havde ualmindelige Evner og vilde, hvis han levede op, blive en udmærket Mand» . Hans ældste Broder mindes endnu godt denne Scene, og Forudsigelsen levede siden stadig i Slægten; han blev ogsaa altid behandlet med en større Opmærksomhed og Interesse end de øvrige Søskende.
Hvorledes nu end dette har forholdt sig, bidrog i hvert Fald ikke de herved vakte Forhaabninger til, at der blev truffet særegne Foranstaltninger for at forberede nogen usædvanlig Fremtid. Meget mere blev endog, som antydet, Anton Schweigaards tarvelige Skolegang afbrudt før Tiden. Han blev nemlig tilligemed sine to ældste søskende udtagen af Skolen allerede 1ste April 1819, knapt 11 Aar gammel. Hertil gjorde vel Skolens dybe Forfald sit – den mistede ogsaa i nærmeste Aar næsten al Søgning –; men der er dog al Sandsynlighed for, at han ialfald havde faaet anden Undervisning, om ikke Bedstemoderens økonomiske Afmagt efter Forældrenes Død havde forbudt hende enhver Udtælling i dette Øiemed. Anton Schweigaard havde derfor nu i 3 Aar ingensomhelst Undervisning; alt, hvad han i denne Tid tilegnede sig af boglig Lærdom, bestod i, at han og hans ældste Broder læste lidt paa egen Haand.
Langt mere end Skolen bidrog Livet udenfor denne til at udvikle Anton Schweigaard. Det er let at forstaa af Byens Beliggenhed, at de første Minder udenfor Huset maatte gjælde Søen. Barndomshjemmet i Byen laa lige ved Fiskebryggen. «Her færdedes den tænksomme Gut ofte stille og iagttagende mellem Søfolk og Fiskere, saavel svenske som norske, og i det hele Befolkningen fra de omliggende Kyster og Øer, der næsten hele Aaret rundt her havde en livlig Færsel.» Paa sit Værelse syslede
