gangen; thi Regelen prius occupanti overholdes med ufravigelig Strenghed Henimod Tiden, da der skal aabnes, kommer de, der af virkelig Interesse vil være tilstede ved Forhandlingerne, og maa enten kjøbe Expektancen paa at komme ind blandt de første ved at træde i Stedet for den, der er kommen tidligere, eller udsætte sig for en endeløs Venten. Nu aabnes Indgangen; men der er kun Plads for Halvdelen af Forsamlingen; de øvrige maa vente, indtil Pladse bliver ledige ved de indladtes Udtrædelse. Nu kommer der en gammel Mand; han har aldrig seet Kammeret, tror at kunne gaa lige til; men man betyder ham, at han maa stille sig bag som sidst ankommen. Han har hundrede foran sig og altsaa kun svagt Haab om at komme ind. De 18 første Pladse er alt bortsolgte, og Indehaveren af den 19de trænger sig bort til den gamle Mand, tilbyder ham sin nærmere Plads for 2 Francs med en ustandselig Ordstrøm om vigtigheden af Dagens Forhandlinger og Umuligheden af at komme ind, hvis han ikke faar hans nærmere Plads. Manden er fra Provindsen og har vanskeligt for at sætte sig ind i dette Anciennitetssystem, men giver sine 2 Francs og lader sig føre bort paa den nærmere Plads. Han bliver utaalmodig, fordrer strax at blive indladt, da han har betalt Entrée, men bliver udleet, fordi han ikke kan forstaa, hvad han har kjøbt; han venter endnu en Stund; nu kan han ikke holde ud at staa længere, han fordrer sine Penge tilbage mod at afstaa Pladsen til sin Sælger, men maa tilsidst gaa sin Vei uden at have andet for sine Penge end Udmattelse og Forhaanelse. Nu opstaar der en vanskelig Kvæstion. Sælgeren vil træde tilbage i sin Plads; han paaskyder, at den fratrædende har givet ham sin Ret; almindelig Protest fra de efterfølgende, der derved hver rykker en Plads længere tilbage end, naar Vakancen bliver ubesat. Vagten som den eneste Dommer opfordres til at skifte Ret. Prætendenten kalder en af sin Bande til Vidne paa, at dem forangaaende har givet
