ham Pladsen; han faar den igjen, skjønt hver Mand ved, at det er Løgn. Nu tager han Hævn; han ser, at hans nærmeste Eftermand, der som mest interesseret i Sagen ivrigst og med de fleste Skjældsord paastod hans Udelukkelse, er i Skjorteærmer. Han opfordrer Vagten til at jage ham væk, da ingen kan komme ind, der ikke fuldstændigen er paaklædt. Han protesterer, han vil ikke ind selv, han vil kun sælge sin Plads til en, der har Kjole eller Frak. Man indvender herimod, at han ikke kan sælge en større Ret, end han selv har, at han ikke kan overdrage en Expektance, hvorfra han selv er udelukket. Vagten synes at blive slaaet ved dette Argument og gjør Mine til at jage ham væk med Geværkolben. Nu bliver Stymperen bange, han anraaber Vagtens Medlidenhed, siger, det er for at fortjene Livsophold (c’est pour gagner ma vie), han har endnu ikke havt Frokost og faar ingen Mad den hele Dag, hvis han ikke maa gjøre sin Plads i Penge. Man lader ham staa. Imidlertid, medens Forsamlingen med Opmærksomhed har lyttet til Proceduren, har en anden Stymper sneget sig ind i en af de forreste Pladse, han opdages øieblikkeligen, gjør nogle svage Indsigelser, der kun besvares med et ubarmhjertigt Stød, der bringer ham til at tumle ned af Trapperne under Tilskuernes Haanlatter. – Hils Slægt og Venner. Min Adresse er Hotel des hautes Alpes, rue de Richelieu No. 12.
Paris, 10 October 1834.
- Kjære Trine!
For 14 Dage siden fik jeg dit Brev; senere har jeg havt en glædelig og en sørgelig Efterretning fra samme Kant. Den første, at Lina er i Kjøbenhavn, den anden, at Choleraen er i Kragerø. Jeg haaber, at den der som andetsteds gjør Forskjel paa sine Folk; i det mindste
