Den temmeligen afbrudte og uregelmæssige Linie af min Reiserute fra Wien til Paris kan jeg omtrentligen betegne Dem ved følgende Punkter: Fra Wien til Linz, Salzburg, München, derfra til Innsbrück gjennem det nordlige Tyrol til Lindau, som ligger ved den sydlige Bred af Bodensøen, med Dampskib paa denne Indsø til Konstanz og derfra paa Rhinen til Schaffhausen, herfra til Zürich, fra Zürich til Fods over Zug og Rigifjeldet til Luzern over Vierwaldstädtersøen til Stanz, Samen og i det saakaldte Berner Oberland til Alpespidserne Wetterhorn, Schreck, Eiger og Jomfruen, derfra ned til Lauterbrunnen over Thunersøen til Thun. Her er den egentlige Schweizerreise til Ende. Veien fra Thun til Bern, Lausanne og Genf er jevn, omgivelserne skjønne, men uden Schweizercharakter, og Befordringsmetoden som andetsteds. Fra Genf til Paris er kun tre Dages Reise, der uafbrudt fortsættes Nat og Dag. – Naar jeg i Tankerne gjør et Revue over de mangehaande Indtryk, som en saadan Masse af Paavirkninger efterlader og som i Erindringens Sublimation tager sig bedre ud end under Tilstedeværelsen selv, er det just ikke de berømteste og besøgteste Egne, hvorved Mindet helst fæster sig. Den hele Tur fra Wien til Genf er, naar man lægger Veien gjennem Tyrol, en uafbrudt Række af fuldendte Landskaber, hvor man ikke et Øieblik taber Alpespidserne af Syne. Vel kulminerer det hele i Schweiz, hvor det grandiose rykkes saa nær under Øinene, at man ligesom modtager Indtrykket gjennem alle Sandser paa en Gang; her er Relieferne saa kolossalt udhugne og sammentrængte i saadanne Masser, at Mennesket og alt menneskeligt fortaber sig og bliver borte; men paa den anden Side afbrydes den rolige og uforstyrrede Hensynken og Selvfortabelse i de majestætiske Omgivelser ved saa mange fremmede og pinlige Paavirkninger, at Stemningen bliver blandet og uklar. Man kan sige, at alt, hvad der i Schweiz er mærkværdigt og interessant, er gjort til Gjenstand for Spekulation og
