de jevnlige Klager over Tidens Tryk; han blev veltalende i sin Skildring af den Fremgang, Landet havde gjort siden Forfatningens første Aar. Det tør vel her have været ikke blot statistiske Studier, men egne Oplevelser, der har givet hans Ord deres eiendommelige Varme.
Anton Schweigaards Barndom var imidlertid trykket af Forholde af langt mere personlig Natur. Selv led han som Barn af en svagelig Helbred og spyttede endog Blod. Byens Læge, Homann, hans senere Svigerfader, trøstede dog Moderen med, at han, hvis han oplevede 12 Aars Alderen, vilde blive en stærk Gut. Og dette gik ogsaa i Opfyldelse; thi med det 13de Aar ophørte Sygeligheden aldeles, skjønt han endnu en lang Tid var liden og spæd af Væxt. Men hvad der især formørkede Minderne fra Schweigaards Barndom, var, at han allerede i sit 10de Aar mistede begge sine Forældre. Det er bekjendt, at han selv døde næsten samtidig med sin Hustru. Hans Fader og Moder døde ogsaa kort, om end ikke saa kort, efter hinanden. I en gammel religiøs Bog, der er benyttet til Familieoptegnelser, har Moderen skrevet: «Den 13de januar 1818 døde min kjære Mand, Jørgen Fredrik Schweigaard», og lige nedenunder finder man følgende optegnet af den ældste Søn Tellefs Barnehaand: «Anno 1818 den 16de April døde min kjære Moder, J. M. Schweigaard født Dahll, og blev begraven den 26de.» Navnlig Moderens, efter en kort Sygdom indtrufne, Død gjorde et stærkt og uudsletteligt Indtryk paa Anton Schweigaard, som man især kan se af det Brev, han 12 Aar senere skrev ved Efterretningen om Bedstemoderens Død (Brev af 10de Februar 1830). Hans sunde og kraftige Natur, som vel ogsaa hans følgende lykkelige Fremgang, hindrede disse sørgelige Barndomsminder fra at præge hans Sind for Livet. Men langt frem i Aarene vedblev han at være meget ængstelig for sine nærmeste, og han afventede ofte med en vis
