Nervøsitet Efterretninger fra Hjemmet, stadig frygtende det værste[1].
Forældrene efterlod intet til de fire Børn, – en Datter og tre Sønner. Boet blev paa Grund af forskjellige mellemkommende Omstændigheder først endelig opgjort mange Aar bagefter, og der var da kun nogle uvisse Fordringer og lidt usolgt Bohave tilovers efter Gjældens Dækkelse. Det var imidlertid fra første Stund sikkert, at her paakaldtes andres Forsørgelse for de forældreløse smaa. Og denne fandt de da ogsaa strax hos Mormoderen.
Else Katrine Dahll var en stærk Kvinde, hærdet i Livets Skole, – hun havde allerede i 30 Aar som Enke forestaaet en stor Forretning – mere vant til at vise sine Følelser i Gjerning end i Ord. Hun ofrede sig fra nu af ganske til de fire Datterbørn, hvem hun alle tog til sig. Navnlig blev Anton Gjenstand for hendes ømme Omsorg og Kjærlighed, den han da ogsaa i rigt Maal gjengjældte.
Madame Dahll havde engang været en velstaaende Kone. Under de lykkelige Handelsforholde i Begyndelsen af Aarhundredet havde hun ved sin efter Manden fortsatte Trælastforretning erhvervet en ikke ringe Formue: et Vidnesbyrd saavel om denne som om hendes offervillige Sind har man saaledes i det Bidrag, stort 1500 Rdl., hun i 1811 tegnede ved National-Subskriptionen til Universitetet. Senere svandt imidlertid Formuen raskt ind under de ovenfor skildrede økonomiske Tilstande, og i 1818 var der neppe mere tilbage af den end Landeiendommen Otterø, Briggen «Den gode Hensigt» og Huset paa «Øen». Dette med Trælastforretningen overlod hun nu til Sønnen, Johan Georg Dahll, og kjøbte i Stedet paa Skifteauktionen Svigersønnens Hus, som hun tilflyttede for at overtage hans Krambodhandel og sørge for Børnene. De fire søskende fik altsaa forblive i det
- ↑ Jfr. saaledes Brev af 27de August 1833.
