mig, uden at det maatte være noget magtpaaliggende og vigtigt, og under en saadan Uvished om den rigtige Gjenstands Beskaffenhed leder en vis naturlig Tilskyndelse mig til at antage det sørgeligste Alternativ for det sandsynligste. Dette var Gudskelov ikke Tilfældet med Indholdet af dit sidste Brev, hvorfor jeg ikke alene takker Dig for Efterretningens Skyld, men især, fordi jeg deri ser et utvetydigt Bevis paa, at Du egentlig ikke har nogen Anke mod mig, da jeg nok ved, at Du under denne Forudsætning ikke havde skrevet mig til uden efter ydre Anledning fra min Side ved, at jeg først havde skrevet til Dig, en Fordring, der ogsaa havde været ganske billig. Denne Forsømmelse vil jeg ikke undskylde, fordi jeg egentlig ikke har nogen Undskyldning uden den, at det er mig noget uvant at have mere end en Repræsentant for min Brevvexling med Hjemmet, ihvorvel den nuværende Repræsentation, der er traadt i dit Sted, har den Ufuldkommenhed, at Brevene efter deres Natur nu ikke egner sig til Gjennemlæsning af alle dem, der nærmest interesserer sig for mig, som Tilfældet er med de skriftlige Meddelelser, der gaar til din Adresse fra mig. – – – – – At jeg kan træffe Christian hjemme, naar jeg næste Gang kommer til Kragerø, er ikke saa ganske usandsynligt, da jeg muligens først kommer til at tiltræde min Udenlandsreise efter Dampfartens Ophør; thi vel er der fra min Side gjort alt, hvad der kan gjøres, for at faa den nødvendige kongelige Resolution paa mit Reisestipendiums Indvilgelse; men efter Regjeringsforhandlingernes slæbende Gang kan Sagen endnu trækkes noget ud, omendskjønt det ikke er tvivlsomt, at det nok bliver mig bevilget, siden nu alle Autoriteter fra den nederste til den øverste ikke længer finder nogen Hindring for Bevilgelsen. – – – – – Her er for Tiden et Par Kragerøfolk, nemlig T. og R., med hvem jeg begge har talt; den sidste er nok Supplikant til et Embede, maaske i Tiltro til sine Meriter ved Brandredskabernes Forevisning for Prindsen.
