til en Umulighed, og dette i Forbindelse med Navigationsakten gjorde Byens store Koffardiflaade, som udgjorde en betydelig Del af dens Formue, næsten værdiløs. Jeg erindrer, at et ganske nyt Skib, efter at være blevet komplet ekviperet, henlaa, indtil det var forraadnet og blevet Vrag, og blev solgt til Ophugning. Velhavende Folk, som havde sine Penge udestaaende, blev ved Pengereduktionen berøvede den største Del af sine udlaante Kapitaler; andre, hvis Formue grundede sig paa Værdier i Huse og Landeiendomme, kunde deraf ingen Indtægt erholde. Byens eneste Export, Trælastudskibning, var ganske ubetydelig og skaffede liden Virksomhed for Arbeiderbefolkningen og end mindre Fortjeneste for Exportørerne. Da nu hertil kom den tvungne Udredelse til Norges Bank – Anton og jeg var Øienvidner til, at vore Forældres sølvtøi og Guldsager gik i Smeltediglen for at skaffe den ilignede Sum til Banken – er det let at indse, at en stor Del af Byens Indbyggere havde vanskeligt for at slaa sig igjennem, hvilket desværre ogsaa var Tilfældet med mine Forældre og Bedstemoder, og vi maatte derfor føle mange Savn og Mangler.
I 1812 og 13, da vore Kyster var omsværmede af engelske Krydsere, var Mangelen paa Brødstoffe i Byen saa stor, at man i smaa Dæksbaade maatte liste sig over til Jylland og afhente nogle faa Tønder Rug, som man mod Vederhæftighedsattest af Byfogden fik udleveret af de af den danske Regjering oprettede Kornmagasiner. Jeg erindrer, at Fader fik afhentet et lidet Parti Rug i en liden Dæksbaad. De fleste andre Artikler, som var nødvendige for det almindelige Behov, var ikke at erholde. Jeg mindes saaledes, at vi som Skolegutter blandt andet ikke engang kunde faa kjøbt Grifler og Blyanter, og det Blæk, vi skulde skrive med, havde saa lidet Farvestof, at man neppe kunde se, hvad vi havde skrevet. Det napoleonske Kontinentalsystem blev ogsaa, som bekjendt, udøvet i Norge paa Grund af Danmarks Alliance med
