bodhandel. Dette Hus har en meget tarvelig Bagbygning, der kanske tæller et Par Aarhundreder og endnu synes at staa der i sin oprindelige Skikkelse. Det store Værelse i andet Stokværk, hvor Barnekammeret laa, var Gjenstanden for Antons første Minder. Til dette og til det «gamle uformelige Hus» i det hele[1] vendte i senere Tid hans Tanker ofte tilbage. Men ikke, fordi Minderne derfra just var saa lyse, – Schweigaard kunde allerede som ung Mand glæde sig over, at alt var blevet saa meget bedre, end det saa ud til i Barndommen. Og som ældre Mand udtalte han sig oftere uenig med dem, der priste denne som saa lykkelig en Alder; i Barndommen, sagde han, tog man sig alting saa nær, fandt alle sorger saa store, og Følelsen heraf var for ham den fremherskende, naar han tænkte tilbage paa sin egen Barndom.
Det var ogsaa under lidet lykkelige ydre Forholde, Schweigaards Barndom henløb. Allerede i sine spædeste Dage (16de Juni 1808) maatte han og hans søskende sendes med Moderen længere ind i Fjorden for at være i sikkerhed mod et frygtet overfald fra en engelsk Fregat. Det var jo nemlig i «Krigens Tid», han blev født, og denne Tid varede langt ud gjennem Barneaarene. Det er bekjendt nok, hvor haarde disse og de nærmest følgende Aar var for vort Fædreland i det hele. Af den økonomiske Tilstand i Hjemstaden og Familien har den ældste Broder, Tellef Schweigaard, efter sin ualmindelig friske Hukommelse givet følgende Skildring:
«Forholdene var under vor Opvæxt meget sørgelige, da næsten al Handelsvirksomhed laa nede. Den høie Importtold paa Trælast i England gjorde Afsætningen til dette Land, hvor Norge fra Fortiden havde havt det fordelagtigste Marked for sine Produkter, saa godt som
- ↑ S. Breve af 1833, S. 105 og 109.
