meget gammeldags og simpelt, med Bjelkevægge i de fleste Rum og Blyruder i Kjøkkenet. I det lille Værelse indenfor dette var det, Anton Martin Schweigaard blev født den ute April 1808. Han, der skulde blive sin norske samtids første Mand, var af en Slægt[1], der kun kjendtes af ganske faa udenfor Hjemstedet. Farfaderen, en indflyttet Holsteiner ved Navn Schweiger, var død som Organist paa Kongsberg. Faderen, Jørgen Fredrik, der antog Navnet Schweigaard, var som ungt Menneske kommen til Kragerø, hvor han blev Fuldmægtig hos Enkemadame Dahll og senere hendes Svigersøn. Han havde musikalske Talenter, navnlig som Violinspiller, og var heller ikke udygtig som Forretningsmand. Moderen, Johanne Marie Dahll, var en meget begavet Kvinde, til hvem hendes Moder og Søskende saa op med Høiagtelse. Hendes ældste Søn, den endnu levende Tellef D. Schweigaard, skildrer hende som meget streng i sine moralske Begreber og i sine Fordringer til Børnene. Han erindrer, at «disse som smaa ofte stod omkring hende for at høre hende forklare og indskjærpe dem Kjærlighed til Gud og Kongen og lære dem at skille mellem Ret og Uret«. Hun var dog tillige en øm og kjærlig Moder, for hvem Børnene ikke blot følte Ærefrygt, men ogsaa den inderligste Kjærlighed. Anton tør have havt meget saavel af sin strenge Pligtfølelse som af sin Begavelse fra hende.
Forældrene blev ikke boende paa Øen længere end til 1811. Det var som Bestyrer af Svigermoderens Trælasthandel, der netop dreves i Nærheden, J. F. Schweigaard ved sit Giftermaal havde leiet «Legaten». Nu opgav han denne Stilling og flyttede over til Byen, hvor han selv kjøbte et Hus[2] og aabnede en liden Kram-
