uvis, dog ei usandsynlig Ruin, der vil opfylde Deres Barm med den ædleste Selvbevidsthed med de gladeste Følelser den varigste Sindsro, der vil krone Deres Livs priselige Handlinger –, og dette Forslag er: De opløser den endeløse usalige Strid ved at opfylde Deres Søns Fordringer uden Forbeholdenhed og Vægring. «Men», indvender De, «hans Fordringer er overdrevne og ubillige, Retten paa min Side.», – Desto ædlere er Deres Handling, desto fuldkomnere og herligere Deres Seier. Desuden, Rettigheder, der medfører alsidigt Tab, er dog i Grunden tunge Forpligtelser, som det er en sand Vinding at befri sig fra; Retten ophæver Tvistigheder ved Tvang og Magtsprog for i det mindste at standse Onder, den ei kan forekomme, – Moralbudet og Skriftens Lære, mod hvilken De aldrig i Tanker eller Handling var ligegyldig og kold, ved Eftergivenhed og Føielighed; ved at følge hin taber vi, ved at efterleve denne seirer vi stedse. Men denne Efterlevelse fordrer Tvang af Lidenskaberne Selvfornægtelse og Kamp, kort Kraft i Villien og Mod til ubetinget under de haardeste Opofrelser at følge det gode. Og denne Kraft i Villien til at udføre ogsaa denne Pligt – thi Pligt er dét endog under Krænkelser at være forsonlig og eftergivende – forudsætter jeg hos Dem med den gladeste Vished. Dertil berettiger mig endog et flygtigt overblik over Deres Vandel og Tænkemaade. Naar jeg nemlig betragter Deres hele foregaaende Liv, den utrættelige Virksomhed, hvormed De har afværget Modgangs og Vanhelds Stød, det Mod, hvormed De har gaaet Lidelser og Gjenvordigheder imøde, den Uforanderlighed i Villien til at kjæmpe for den gode Sag, den aldrig hvilende Beredvillighed til at hjælpe, understøtte og redde, da oplives jeg af den inderlige Overbevisning, at De ikke ved Lidenskabelighed, ved Tabet af den rolige Fatning, hvoraf enhver af Deres Handlinger bærer Præget, vil fordunkle og beskjæmme Deres sande Ros, men ved Ædelmod mod Deres Søn,
