Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/148

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

enhver Livsnydelse for stedse forbitret. Deres Søns Ruin vilde gjøre Dem Seiren utaaleligere end Tabet selv. Saalænge Lidenskab blænder Fornuftens Blik, medens Harme over tilføiede Forurettelser og ubillig Behandling fjerner Sindighed og rolig Overveielse, forstummer Hjertets Følelser, Kjærlighed gaar over til Had, ja, selv Naturnødvendighed maa vige; men naar Formaalet er opnaaet Krænkelsen hævnet, da vaagner den længe slumrende Stemme og gjør sine Rettigheder kun altfor følelig gjældende. Gid ei Erfaringen for sildig maatte overbevise Dem om Sandheden af min Ytring!

O, saa hør min Bøn; lad fare enhver Tanke om et Foretagende, hvis Udfald gjør Fordel umulig, Tab nødvendigt, der berøver Dem Deres indvortes Tilfredshed, sætter en evig Plet paa Deres i Sandhed hæderfulde Navn, hvori endog Tab er ønskeligere end Seier; thi en Moders Triumf over sin Søn er et Skuespil, hvorfor hun selv maa vorde et Offer. Jeg forudser Deres Indvending: «Uden Proces er Tvisten uafgjørlig; men den maa afgjøres endog under de tungeste Opofrelser. Det nærværende Forhold betager mig enhver Livsnydelse, fortærer min legemlige og aandelige Kraft, kort, gjør min Stilling utaalelig og Døden selv ønskelig som mine Gjenvordigheders Opløsning, min Kummers Ende.» – Kun alt for sandt; men en Proces er her dræbende Gift, ikke helbredende Lægemiddel; dette søger jeg at meddele Dem ved et modsat Forslag, et Raad, der i sig selv er simpelt og, som enhver umiddelbar Indskydelse af et ufordærvet Hjerte, ikke er et Foster af spidsfindige Fornuftslutninger og desto mere velgjørende; et Forslag, der i manges Øine vilde synes en Daarskab og Afsindighed, fordi Hverdagsmennesket, en Slave af nedarvede Former og ældgamle Vedtægter, anser Eftergivelse i sin Ret for en Latterlighed, skjønt den høieste Ret udført i fuld Strænghed ei sjelden er den høieste Uretfærdighed, – et Forslag, der med ubetydelig opofrelse vil forebygge en, skjønt