tre Formaal: Vellyst, Rigdom og Ære, – hvor forgjængelige og skuffende disse er, tror jeg, ved en omhyggelig Betragtning baade af mig selv og af den hele Tilværelse, i de tre Aar, som jeg efter min Naturs Tilbøielighed har tilbragt fjernet fra synderlig Omgang med andre, tilfulde at have erkjendt, og denne Erkjendelse tror jeg at have stræbt at anvende til at styre min Villie. – –
(I Slutningen af Brevet fortæller S. bl. A., at han i disse Aar efterhaanden er voxet saaledes i Legemsstørrelse, at denne overgaar de flestes, og at han har nydt en uforstyrret god Helbred; ligeledes fremhæver han Morbroderens mange og store velgjerninger mod ham).
Den 7de April [1828].
- Kjære Trine!
Mit Logis vorder næsten dagligen i den Grad slettere, at jeg ingenlunde kunde vedblive i denne Tilstand, hvis jeg ei med saa megen Ligegyldighed betragtede de udvortes Gjenstande, der er mit egentlige Formaal uvedkommende. Jeg betjener mig derfor af min Værtindes i Sandhed utilgivelige Behandling, hvad enten denne er en Følge af den fuldkomneste Afmagt eller Ligegyldighed, som et Middel til at øve mig i Taal- og Sagtmodighed. – – Iøvrigt er min Tilstand lykkelig og, saa paradox end Sætningen kan synes at være, i mine Øine misundelsesværdig, – denne uafbrudte Sindsro og Tilfredshed, der hverken forstyrres af indvortes Misfornøielse eller Ængstelse for Udkomme. Mangel paa Formue leder os dog som oftest det sande Formaal nærmere end Overflødighed og Rigdom; denne svækker, hin styrker Forsættet til en utrættelig Anvendelse af vore Kræfter og den evige Grundforms Uddannelse og Tilnærmelse til den sande og ubetingede Fuldkommenhed. Sanselighedens Maal er Nydelse og Passivitet, Fornuftens Handlen og Virksomhed. Følger vi den førstes Indskydelse, er Øiemedet dog stedse uopnaaeligt; thi enhver Drift angiver vel sin Retning; men Midlerne
