ifølge sine naturlige Anlæg skikket; mig fattes endog Tilbøielighed dertil. Virk saa meget, nyd saa lidet som muligt er Visdommens ypperste Raad, – Tilfredshedens tryggeste Grundvold sætningens Anvendelse paa Livet. Ogsaa gjør Tanken om Bedstemoders opofrende Godhed og eders alles Kjærlighed, som jeg i Indbildningskraften ofte gjentager, mig Skilsmissen lettere, savnet mindre tungt og beklagelsesværdigt, ligesom adspredende Virksomhed skaaner mig for Kjedsomhed, Sorgfrihed og stedse bedre Udsigter i Fremtiden for Ængstelse og Bekymring, saa at jeg har større Aarsag til at takke Gud og veltænkende Mennesker for min lykkelige Forfatning end i nogen Henseende at ønske Forandring og Forbedring i mine Kaar. Denne indre Tilfredshed, denne for Affekters og Lidenskabers Opbrusning befriede sindets og Hjertets Ro, der som en huld og velsignende Genius omflagrer det ufordærvede Menneske i alle Stillinger, er Himmelens Gave til hver Videnskabernes tro og hengivne Dyrker; derfor beundrede jeg dem i forudfølende Anelse, førend jeg kjendte deres Væsen og Værdi, derfor fremskrider jeg paa deres Bane med Mod og Begeistring. Men nok af sværmende Følelsers Udbrud inden Papirets snævre Grændser. – – –
Andet mærkeligt har jeg ikke at melde. Fortegnelsen paa mine Charakterer har jeg ei skjøttet om at fordre. – – – –
Den 5te Februar 1828.
- Kjære Trine!
Jo mere magtpaaliggende Christians fremtidige Vel var mig, desto vigtigere maatte det i sidste Brev opkastede Spørgsmaal vorde, desto vanskeligere dets Afgjørelse. Ikke desto mindre havde jeg heller ganske tilbageholdt min Betænkning desangaaende, dels ledet af den Fordom, at de fleste Mennesker er ligesaa utilbøielige til at følge
