bildte mig fast at have besluttet; nu ser jeg Hindringen næsten overvunden, og min Lyst til at realisere min fattede Beslutning – er forbi.
Christians Veklager over min mulige Udebliven har virkeligen i høi Grad rørt mig. Om jeg af mine Sødskende elsker Christian mest, ved jeg ikke; men det forekommer mig, som han er den, jeg mindst kunde afslaa noget. Naar jeg tænker paa ham, træder altid den Fordom for mig, som om hans Tilstand af vores alles var mest at beklage, skjønt jeg gjerne indrømmer, at det forholder sig modsat. Aarsagen, hvorfor jeg med saa øm Ængstelighed tænker paa Christian, er visseligen ingen anden end den, at ældre sødskende overhoved, og allermest i Fraværelse, med et Slags Bekymring tænker paa deres yngre, som de er vant at se i en mere hjælpeløs Stilling end de ældre. Ogsaa har Bedstemoder ved den «paa det nye Værelse opførte Kakelovn» ikke lidet bidraget til at ombytte et Besøg til de Fremmede med et til Hjemmet. Altfor vel gav hun derved at forstaa, at hun ønskede at se mig i Julen. Jeg ved, hvor stor Kjærlighed Bedstemoder bærer for os alle, saa ogsaa for mig; derfor tør jeg vel paastaa, at hun glæder sig høiligen ved Synet af enhver af os. Men Bedstemoder har den Egenskab tilfælles med en stor Del andre fortræffelige Mennesker, at de udtrykker deres Kjærlighed og Følelse mere ved Handling end ved Ord, ja, at de endog dølger den. Derfor er jeg forvisset om, at min Hjemkomst ikke er Bedstemoder ganske ligegyldig, skjønt hun selv siger det. – – – – – – – – – – – – – – –
Den 15de Januar [1827].
- Kjære Trine!
Af Frygt for, at Udeblivelsen af Svar paa dit Brev vilde gjøre Dig ængstelig for de sendte Penges rigtige
