ei paa en fornedrende og ringeagtende, men paa en ærefuld og ædel Maade, det glæder, det styrker og opmuntrer mig; det gjør mig den valgte Bane, skjønt ujævn og møiefuld, kjær, dyrebar og ærværdig; det henvender min Aand og mine Bestræbelser mod et ædelt, høit og værdigt Maal. Dette er mine Tanker, Trine. At de ikke er forstilte, at de ikke blot er en Følge af ungdommelig Forfængelighed, godtgjøres derved, at jeg just aabenbarer dem for Dig, fra hvem de ikke letteligen udbredes; nei, Hensigten er at berolige Dig angaaende min Stilling, at gjøre Dig glad, som jeg er, og hvad din Frygt for min Helbred angaar, tror jeg, Du kan være beroliget; jeg søger ikke forsætligen at nedbryde og tilintetgjøre, meget mere at vedligeholde og styrke den. Ei heller ved jeg, hvorfor en saadan Frygt just skulde gjælde mig, da jeg neppe tror mere end de fleste, ja endog mindre end enkelte, ved Stillesidden og Anstrængelser at gjøre en saadan Frygt grundet. – Det har lykkets mig efterhaanden at betale min Debet for dette Aar, paa 7½ Spd. nær, som jeg hverken eier eller kan vente at faa. Disse maa, hvis jeg vil tænke paa Ro og Fred, udbetales inden næste Uges Udgang, og om disse henvender jeg mig gjennem Dig til Bedstemoder, fast overbevist om, at, da jeg selv saa meget som muligt har søgt at lette Byrden, ikke Bedstemoder vil afslaa min Bøn. – – – – – – – – – – –
Søndagen den 29de October [1826].
- Gode Trine!
– – – Det er længe, siden Du hørte noget fra mig, hvorfor jeg ved nogle faa Linier, saa meget som den korte Tid tillader, vil lade Dig vide, at jeg har modtaget det 8 Spd. indeholdende Brev, hvorved jeg for det første er befriet for Bekymring angaaende denne Gjæld. – – – – – – – – – – – – – – –
