skulde tilkjendegive mine legemlige Kræfters Aftagelse[1] ved altfor vedholden og uafbrudt Aandsanstrængelse, med hvilken sorgfuld Bekymring Du ser det Tidspunkt imøde, da jeg raadvild, uden Hjælp og Støtte, skulde udsættes for en uskaansom Kreditors gyldige Fordringer; dette ser jeg, kjære Trine, og finder deri Trøst og Lindring, ei af den Aarsag, at jeg skulde anse mig for ulykkelig, forstødt eller uværdig til andre og gode Menneskers Bistand, Understøttelse og Opmuntringer, men fordi Du ved din Deltagelse kalder Mindet og Indbildningskraften tilbage paa Gjenstande, dyrebare og uforglemmelige Personer, der, skjønt deres Billeder endnu kun halvt udslettede foresvæver Sjælen, dog ved Gjenerindringen virker mægtigen gavnlig (?) og kjært paa Hjerte og Følelse. Dette, Trine, var mig kjært i dine Breve; kun forsaavidt kunde de medfølgende og modtagne Gaver glæde mig, at de overbeviste mig om Bedstemoders vedvarende Kjærlighed og omsorg for mig. Men naar jeg betænker, naar jeg overveier, hvor meget jeg trænger til Bedstemoder, hvor længe jeg maaske endnu kommer til at behøve hendes Hjælp og Understøttelse, saa frembringer alt, hvad der overskrider det nødvendige, det vil sige, hvad ingen uden Anstændighedens Overtrædelse kan mangle og undvære, snarere en vis Mismodighed end Glæde hos mig. Jeg føler, hvor ubetalelig modtagne Velgjerningers Gjæld bliver mig; endog det Tilfælde synes mig muligt, at jeg derved kunde bidrage til mine Velgjøreres Mangel og Savn, og Tanken herom nedslaar mig; men Overbevisningen, at disse Opofringer, disse velgjerninger ei falder paa en uværdig, at jeg ved mit Forhold endog i den Grad har vundet Fremmedes Bifald, at de gjør sig en Glæde af, hvis Nødvendigheden skulde tvinge mig, at række mig en hjælpende og bistandsfuld Haand, og det
- ↑ Sigter maaske til misforstaaede mundtlige Ytringer til en Trediemand.
