Den 19de September [1826].
- Kjære Trine!
Skjønt jeg er skyldig Tellef Svar paa hans sidste Brev og derfor først burde have skrevet til ham, bliver Du dog den første, der faar noget fra mig. Jeg fik nemlig i forrige Uge af Apotheker Mühlertz blaat Klæde til en Kavai som en Erkjendtlighed, fordi jeg har hjulpet hans Søn. Nu er desværre ikke Kavaien strax færdig, fordi jeg har Tøiet; men meget fattes endnu. Derfor maa jeg gjennem Dig bede Bedstemoder være saa god at sende mig nogen Bommesi til Foder. – –
Jeg var iforgaars borte, – den anden Gang, siden jeg var hjemme. Om Søndag er Konfirmationsdag, saa jeg vel ogsaa da bliver buden etstedshen. – – – – – – – – – – Præsten Munch har fortalt, at Biskopen[1] paa sin Visitats i alle Henseender skal have havt Aarsag til den største Misfornøielse, – ja at Kirkevæsenet i Kragerø skal have været i den sletteste Forfatning i det hele Provsti; det er vist overensstemmende med, hvad enhver kunde vente. Glem ikke de længe lovede Støvler, som jeg strax nødvendigvis trænger til. – – – – –
Den 10de October [1826].
- Kjære Trine!
Dine to sidste endnu ubesvarede Breve var mig, som alle foregaaende, kjære og dyrebare. Ikke fordi de begge var ledsagede af Gaver, Du kunde tro, var Gjenstand for mine Ønsker, men formedelst den Inderlighed, hvormed Du deltager saavel i mine physiske som økonomiske Omstændigheder. Jeg ser, med hvilken ængstelig Vemodighed Du erfarer nogle yderst uforsigtig, om ikke ubesindig slupne Ord, der uden mindste Paalidelighed
- ↑ C. Sørensen.
