mangler, nemlig at sporvidden i alle dele af landet bliver den samme. Dette er af ikke ringe betydning for en hurtig fremkomst mellem de indfødtes kolonier. Har saaledes et par familier efter et større, kanske noget fugtigt snefald med megen møie paa hundeslæder tilbagelagt en længere strækning mellem to kolonier, saa vil de reisende, der dagen efter i deiligt, klart vinterveir befarer den samme strækning, saa at sige kjøre paa sporvei. Time efter time vil deres hunde kunne løbe uden stands, medens meiernes polerede elfenben lystig knitrer henover i de isede spor.
At blive dømt til at forfærdige en slæde med det materiale og de redskaber, der staar til en indfødts raadighed, vilde, tror jeg, forskaffe selv en skaldet snedker graa haar paa issen. Man tænke sig blot, hvilken prøvelse det vilde være for ham, om han for exempel blev tvungen til at forvandle en planke til to bord ved hjælp af en sag, hvis sløve blad var 5 cm. kortere end plankens bredde. Eller at bore to hundrede huller med en til et træskaft fastsurret gammel spiger. Eller at tilhugge en slædes elfenbens skoning med et knivblad, hvis oprindelse skrev sig fra et ældre tøndebaand. Og dog er dette for de indfødte bagateller, som de gjennem aarrækker har udført med den største taalmodighed.
Trefjerdedels aarhundrede tilbage i tiden maa deres værktøi uden tvil have været af en endnu mere primitiv art. Thi de var da endnu ikke opdaget af den øvrige verden, var altsaa uden enhver hjælpekilde, der ikke skrev sig fra deres egne golde kyster.
Men er deres værktøi af simpleste slags, og gaar deres arbeide langsomt og møisommeligt for sig, saa
