da ogsaa har resulteret i en ikke ubetydelig forøgelse af slædeeiernes antal.
Det fortjener at anføres, at drivved, der blandt eskimoerne i det sydlige Grønland samt paa østkysten dels har spillet, dels endnu spiller en saa betydningsfuld rolle ved forfærdigelsen af deres redskaber, saagodtsom ikke findes indenfor de grænser af den grønlandske kyst, hvor Smithssund-innuitterne for tiden har sine permanente boliger.
Under slædernes meier er der, som i forbigaaende nævnt, en skoning af elfenben. Den bestaar af smaastykker paa 10 til 20 cm.s længde, forarbeidede af hvalros— eller narhvaltand og fæstede til meien ved surringer. De danner paa undersiden en jevn, poleret flade, der er fortrinlig skikket til at glide let henover sne, skare eller is. Skoningens omtrentlige bredde og høide er respektive 3 og 2 cm. Alle surringer, som findes paa slæden, er udførte med skindremme. Paa de nedre dele af meierne er de desuden indfældte i træet, saa de ikke under kjørselen kan beskadiges af skare eller is. Den naturlige følge af de mange sammenføininger og surringer er en elasticitet, der gjør den fortrinlig skikket til at kunne modstaa de voldsomme stød og hug, den bliver tildel under kjørsel i ujevn og opskruet is.
Den almindelige længde af en nord-grønlandsk slæde er fra to til halvtredie meter, medens meiernes høide som regel er henimod 20 cm. Med hensyn til afstanden mellem meierne saa er denne for alle slæders vedkommende nogenlunde den samme. Herved opnaaes den fordel, som de norske jernbaner
