Kaschu havde længe sit telt opslaaet nær den
anden Peary-expeditions vinterkvarter, og hver morgen regelmæssig kunde man se ham, selv efterat
kulden var kommet i veiret, tage sig en tur udenfor
teltet uden en traad paa kroppen, for at tage de
meteorologiske observationer for dagen.
Naar der var nogen morro paa færde mellem os kablunakker, maatte Kaschu altid være med, saaledes stedse, naar vi stod paa ski i bakkerne bagenfor huset. Han blev da ogsaa efterhaanden en baade ivrig og forholdsvis øvet skiløber. Elegant blev han dog aldrig. Han var af de bredsporede, og skar desuden altid de frygteligste ansigter, saasnart han fik en smule fart. Blev hastigheden meget stor, lukkede han det ene øie, og ansaa sig da vistnok stedt i den alvorligste fare.
Siden jeg nu er kommen ind paa de biografiske skildringers omraade, vil jeg ligesaa godt med det samme omtale et par andre af stammens mere typiske medlemmer.
Af meget gamle folk kan nævnes Kaschus forældre, Arodoksua og Migibsungua. Som bevis paa, at den gamle mand forstaar sig en smule paa fornuftig sundhedspleie, kan anføres, at da han forlængst er ophørt at fange og saaledes ikke længer paa denne maade faar sig nogen motion, tager han sig regelmæssig hver formiddag en lang spasertur udover søisen, skyvende sin tomme slæde foran sig. Han plages forøvrigt af og til i de senere aar af gigt. Hans kone derimod er ganske frisk, og hendes snakketøi er da ogsaa i den livligste virksomhed fra den tidlige morgen til langt paa nat. Er der fremmede tilstede,
