skjældsord eier de ikke; de er som en flok skidne englebørn.
Ogsaa de voksne morer sig af og til med at age kjælkebakke, men ellers maa man sige, at eskimoerne idetheletaget ikke er meget anlagt for lege eller fornøielser. Selve livet er fornøielse nok for dem, endskjønt det kanske ogsaa er rigere paa alvor end de flestes.
Passiar og uskyldig skjæmt er det sædvanligste tidsfordriv om aftnerne, naar mændene er komne hjem fra jagten, nu og da afbrudt af underlige, monotone sange, der enten synges af en enkelt mand eller ældre kvinde, eller af alle de tilstedeværende i forening. De ledsager stedse disse sange med regelmæssige dumpe slag paa en af en benring og et over samme udspændt tarmskind bestaaende tromme.
Æteskaberne indgaaes i en efter vore forholde temmelig tidlig alder, saaledes for mændenes vedkommende, saasnart de nogenlunde tror at kunne ernære sig selv og kone, det vil sige i 16—20 aars alderen, medens pigerne ansees som fuldstændig giftefærdige, allerede naar de er omkring 14 aar gamle. I regelen er det kjærlighed der danner grundvolden i ethvert ægteskab. At tage nogen for pengene eller anden verdslig vinding, er man ialfald saa temmelig undskyldt for.
I den nye stand indtræder det unge par uden nogensomhelst ceremonier, men dog saagodtsom altid først efter en temmelig langvarig forlovelse. Antallet af børn i deres ægteskab er som oftest 3 eller 4 og kun meget sjelden saa høit som 5 eller 6.
Naar en besøgende eskimo en vakker dag kommer langveisfra til en koloni, siger han ikke «goddag»,
