anden gjerne gjorde sine dagboksoptegnelser, samt indsmurte sit sprukne ansigt grundig med vaselin. Var dette gjort søvnede han vanligvis paa stedet, men kun for et øieblik efter at blive vækket med en duftende kop ærtesuppe. Med en stille følelse af lykke fortæredes nu denne sammen med et halvt pund pemmican. I mellemtiden producerede lampen thevand, der snart bragtes til kogepunktet. Vor værste hunger var ved denne tid stillet, og var vi ikke altfor trætte efter marschens besværligheder, talte vi gjerne sammen under resten af maaltidet, der bestod af 6 beskjøiter og halvanden kop the til mands. Dermed var døgnets hovedmaaltid tilende, og vi følte dette ubeskrivelige velvære, som enhver friluftsmand vil have kjendt efter en anstrengt dag.
Nu trak kokken sig tilbage til sit hi, medens den anden forsvandt under oliepresenningen, og snart laa hele leiren i dyb søvn.
En ting havde jeg forresten at udføre, førend jeg tørnede ind, nemlig at ombinde alle hundenes snuder med hver sin snorende for derved at forhindre dem i at afgnave sine trækremme, et kneb, eskimoerne i vinterens løb havde lært os. Lykkedes det alligevel en hund at komme løs, medens vi sov, var det stedse kokkens pligt at tørne ud og indfange dem.
Dette var vort daglige liv i denne tid, og saadan forløb søndag som hverdag i ugevis uden afveksling. Tobak benyttede vi aldrig under færden, da ingen af os var røgere. Af søvn fik vi stedse et minimum, hvis gjennemsnit ikke overskred 7 timer, noget vi oftere alvorligt forsøgte at rette paa, men uden resultat. Vore marscher kunde vi ikke uden
