til skade for den hele færd forkorte, varm the og ærtesuppe vilde vi heller ikke give afkald paa til vore to leirmaaltider, hundene maatte nødvendigvis stelles og mulige reparationer udføres, vore astronomiske observationer kunde heller ikke forsømmes, og saa blev da resultatet, at vi fik bøde derfor med en del af den under omstændighederne saa kostbare søvn.
Da vi vaagnede om aftenen den 15de juli, var det til en forandring straalende klart veir med 12 graders kulde. I en fart fik vi slæderne udgravne efter det sidste snefald med storm, og hundene forspændte. Men kun altfor kort skulde det vakre solskinsveir være. Thi allerede ved 1-tiden trak det igjen op til storm, og da vi efter 32 km.s avanceren endelig standsede, sneede og blæste det heftigt, medens de drivende skymasser fra tid til anden indhyllede os i en tæt taage, afsættende paa os selv, slæden og hundene et lag af de fineste iskrystaller.
Natten til den 17de forsinkedes vi af flere uheld. Efter endt marsch paa 25½ km. slagtede vi en hund, som vi haabede, for sidste gang. Vi havde derefter 5 tilbage, der alle var i udmærket kondition, saa vi neppe kunde tvile om, at disse endnu engang skulde gjense sine hjem, medmindre, som Peary eftertænksomt bemærkede, en eller anden yderlig usandsynlig hændelse skulde tvinge os til at spise dem.
Vi var nu naaede op i en høide af over 8000 fod, og føret var efterhaanden bleven saa løst og tungt, at det kun var ved opbydelsen af alle vore kræfter i forening med hundene, at vi kunde vedblive at gjøre nogen fremgang.
