bar i haanden, og med dette drev han paa, indtil han fandt en plads, hvor sneen vart fast nok for udhugning af sneblokke. Saasnart dette var opnaaet stoppede han, plantede bambusstaven ved sin side og raabte «Teima» (esk. for: «Det er nok») af al kraft henimod os. Da glemte hundene af glæde sin træthed, og i livligt firsprang satte de afsted, til de naaede Peary, i hvis nærhed de snart leirede sig for i mag at strække sine mødige lemmer.
Saa aflæstes atter alle instrumenter, og surringerne om slædens ladning løsnedes. Derefter bandt Peary hundene til askestaven, som han nedrammede i sneen et snes meter i læ af vor slæde hvorefter han fodrede dyrene hver med 1 ℔ pemmican. Medens han var beskjæftiget paa denne maade udførte jeg ved hjælp af en lang kniv murværket til vort kjøkken.
Dettes konstruktion var følgende: En fordybning i sneen 1½ fod høi, 8X3 fod i firkant; de sneblokke, der erholdtes fra samme, benyttedes til bygningen af en mur, der strakte sig tversover langs fordybningens ene endevæg og halvveis nedover de to langvægge. Over murene lagdes en eller to ski, herover straktes igjen et lidet seil af bomuldslærred, holdt nede ved hjælp af sneblokke. I den inderste ende af dette halvdækkede skur placeredes den saakaldte «kjøkkenkasse», der indeholdt dagens rationer af melk, the, ærtemel, Liebigs extract, beskjøiter og pemmican. samt to blikkopper, to theskeer, en større ske, en kniv, spirituslampen og en æske fyrstikker indpakket i vandtæt papir.
Øieblikkelig kjøkkenet var færdigt, tændte dagens kok lampen og tilberedte ærtesuppen. medens den
