Men kan den nord-grønlandske eskimo selv siges
at være i besiddelse af en beundringsværdig haardførhed og seighed, saa gjælder dette sandelig i en
endnu høiere grad om hans trofaste hunde. Thi
hvad de kan udholde af anstrengelser og savn,
grænser ligefrem til det utrolige.
Deres udseende minder ikke lidet om vore elg- eller finnehunde. Dog er de mere langhaarede end disse, har desuden en spænstigere bygning samt gjennemgaaende vel ogsaa en smukkere og kjækkere holdning. Deres styrke er meget betydelig, og en enkelt person vil, om han ingen svøbe har ved haanden, paa jevn grund have den største vanskelighed med at holde to eller tre hunde tilbage, naar de først har sat sig i hovedet at ville rømme. De nordgrønlandske hunde er af forskjellig farve, men mest almindelig at se er de graa- og hvidspraglede samt de ensartet sorte pelse. Meget ofte har de over hvert øie en rund lys plet. Ganske hvide dyr ser man ogsaa mange af, og jeg tror, disse sidste, om man havde anledning til en sammenligning neppe vilde kunne skjelnes fra de hvide arktiske ulve, der især holder til paa ølandene nordenfor Amerika. Rigtignok bærer eskimohunden i regelen i modsætning til ulven sin buskede hale net opkrøllet paa ryggen; men der findes dog ogsaa dem, der som ulven bærer den nedadbøiet. Der kan idetheletaget neppe være nogen tvil om, at den hundeart, vi her taler om, da den endnu befandt sig i vild tilstand i de store skove i den nordligste tempererede og arktiske zone, har været fuldstændig identisk med de større, nulevende ulvearter, og at den heller ikke
