da vi vel var standsede nede i sø-isens nærhed, maatte vi straks atter begive os opover den lange skraaning for at hente tabte gjenstande, saasom en kniv, en stengryde, en votte og nogle andre smaating.
Interessant er det at se, hvorledes eskimoen klarer sig selv og sit kjøretøi over vaager og kanaler i isen, naar disse er saa lange, at han enten aldeles ikke eller kun med stort bryderi kan komme rundt dem. Et eller andet drivende isstykke, som næsten altid er at opdage i nærheden, tjener ham da til farkost. Men er klaren ikke bredere, end at slæden kan naa fra den ene kant til den anden, lader han hundene først springe eller svømme over med slappe remme, hvorpaa de trækker hurtig til, og holdende i slædens styrearme skyder han sig raskt efter. Under disse manøvrer faar man undertiden se gode prøver paa eskimoernes haardførhed. Thi ofte falder de i vandet, og selv om dette sker ved vintertider, hvad dog er sjeldnere, da isen paa den aarstid paa de fleste steder er ganske solid, betragtes det ikke som nogen alvorligere hændelse.
En mand ved navn Tavenøe havde i februar 1892 paa en reise til vort vinterkvarter underveis været saa uheldig at falde i vandet. Af sin reisekamerat blev han straks halet op, men han var gjennemvaad til livet, og dagen var overordentlig kold. Istedetfor at vende tilbage til sit hjem, der endnu var i sigte, fortsatte han imidlertid ganske rolig reisen, og da han endelig om aftenen indtraf i vort vinterkvarter, var hans klæder allerede tørre paa indsiden og han selv lige smilende fornøiet som altid.
