senere i tæmmet tilstand er bleven blandet med andre dyr.
Hvad vel i en væsentlig grad har bidraget til i legemlig henseende at bevare hos eskimohundene saagodtsom alle ulvens egenskaber, er den omstændighed, at de endnu ernæres af de samme stoffe og paa en maade lever paa den samme vilde vis som deres stamfædre ulvene. Deres føde bestaar saaledes udelukkende af raat kjød og blod, vekslende med spæk, hvalrosskind og alleslags indvolde. Vand faar de kun i den korte sommertid, mens snesmeltningen staar paa, idet rislende bække da kan paatræffes saagodtsom overalt langs de steile kysten. Om vinteren maa de derimod selv efter det mest anstrengende arbeide nøie sig med at slukke sin tørst mod sneen fra marken. Sin føde faar de ikke regelmæssig hver dag eller flere gange om dagen, men gjennemsnitlig maaske hvert andet døgn. Findes der for en tid ved en koloni et overflødigt forraad af kjød, faar de vel sagtens lov at forsyne sig efter behag, men til gjengjæld maa de ofte til andre tider, især om vinteren eller under slædereiser, gaa baade i tre og fire dage uden føde. Imidlertid lider de langt fra saa meget, som man skulde tro, under denne uregelmæssighed i fodringen, idet de ligesom visse andre dyrearter uden vanskelighed i et enkelt maaltid synes at kunne indtage føde for flere dage. Hele sit liv med undtagelse af de første uger efter fødselen tilbringer de under aaben himmel. Selv ikke i de strengeste vintertemperaturer eller i de voldsomste storme synes de at generes synderlig af ikke at have tag over hovedet.
