er ikke frit for, at vi ærgrer os en smule ved tanken paa dette uventede ophold. Endda værre bliver det, da den indfødte trøstende fortæller os, at surringen var gammel og skulde alligevel været fornyet en af dagene, og han derpaa begynder at synge paa en melodi, hvis komponist utvilsomt maa have været døvstum.
Forresten glemmer vi for et øieblik baade hunger og kulde ved at iagttage, hvorledes vor ven skaffer sig et nyt hul i træmeien, der hvor han ønsker at anbringe en extra surring. Fra slæden tager han en dril der bestaar af tre dele, nemlig drillen selv (e), buen (b), der er lavet af et rensdyrribben og en skindrem, samt endelig en elfenbensklods (a), der paa undersiden er forsynet med et rundt hul, i hvilket den øverste, tapformede del af drillens træskaft passer ind. Drillens spids bestaar i regelen af en gammel spiger, kunstig tilspidset for sit nye øiemed. Det aflange elfenbensstykke putter han i munden, der for anledningen maa udvide sig i fire forskjellige retninger, og vi mærker til vor glæde at han ikke længer kan fortsætte sin sang. Nu bøier han sig ned mod slæden, der ligger paa siden, anbringer drillens jernspids paa meien, stikker den tapformede del ind i mundstykkets fordybning og begynder saa med den høire haand fast omsluttet om buen ved b at føre denne frem og tilbage. Da buens streng har en tørn om drillen, kommer denne derved til at dreie
