befares i fire døgn med det samme hundespand, ja den har endog været tilbagelagt i tre.
Men for eskimoerne er det i almindelighed kun af ringe betydning, om de paa slige reiser, hvorunder de ofte nok lever af det vildt, der jevnlig kommer i deres vei, rækker en dag før eller senere frem til sit bestemmelsessted, ja den egenskab, der kanske mest falder i øinene hos en hvid mand, naar han ledsager dem paa deres lange slædereiser, er deres fuldstændige ligegyldighed for alt, som heder tid. Slæden er jo i eskimoens øine det mest komfortable kjøretøi, man kan ønske sig, kulden ofrer han neppe en tanke, da han kun sjelden lider under den, og vidderne, som han færdes over, gjør paa ham ikke det samme øde og forladte indtryk som paa os sydboere. Lad os følge ham en stund paa en af hans ture.
Paa pynten under det høie, blaalige forbjerg i nord bor gamle kjendinger, i hvis koselige hytter han snart skal nyde ubegrænset gjæstfrihed, og vender han sig mod syd, kan han endnu skimte rensdyrfjeldene bag en nær slægtnings hjem. Og akkurat her paa dette sted, hvor han i øieblikket befinder sig, — midt i trafiklinien for den lille„ begrænsede verden, han færdes i —, her var det, at han for to aar siden dræbte den store ugsuk, hvis skind endnu yder ham materialer til saaler og fangremme.
Underveis kommer vi omsider kanske ind paa et knudret og uregelmæssigt isbælte, en skrabende lyd høres under den ene meie, og vi opdager, at et af skoningens elfenbensstykker er løsnet fra sin plads. Ti minutters stands vil det koste os, og det
