sig hastig rundt, og i et øieblik er det forønskede arbeide udført. Ikke sjelden bliver drillens trætap ved denne hurtige omdreining ganske forbrændt.
Snart er slæden repareret, og vi kjører videre. Efterhaanden kommer vi atter ind paa jevn is; men overfladen er her dækket med fin, tør sne, tæt sammenpakket i faner, hvorover slæden glider tungt som paa sand. Igjen gjør den indfødte en stands, fylder munden med sne og vælter slæden rundt, saa meierne kommer i veiret. Saa væder han haanden godt med den i munden dannede vædske og stryger den bortover meiens polerede flade, hvor den øieblikkelig stivner. Atter væder han haanden og stryger den langs skoningen, og idet han stadig sluger og smelter mere sne, gjentager han den samme manøvre, helt indtil begge meier er overtrukne med et glat isdække af et par millimeters tykkelse. Nu glider slæden trods sneens sandagtige beskaffenhed som om den befandt sig paa den blankeste isflade.
Sidder vi saa under den videre fart rolig hensunkne i vore egne betragtninger, saa kan det, ret som det er, hænde, at slæden gjør et pludseligt ryk, og hundene i vildt sprang farer ud af den rigtige kurs og henimod et bestemt sted paa isen. De standser, og alle dyrenes snuder mødes om et fælles punkt, hvor tilsyneladende ingenting er at opdage. Men saa gaar eskimoen hen og stikker i sneen med svøbeskaftet, trykker foden mod overfladen, skaren giver efter, og vi faar se et af sælens runde pustehuller. Naar saa hundene har faaet snuset fra sig, trykker han dem tilside og bøier sig selv ned for at tage et ordentlig drag. Der staar nemlig en noksaa
